Vil du være med til at skabe korpsets nye træningssystem og sikre gode træninger til Baptistspejderne? Så er det lige nu du skal søge pladsen som medlem i Udvalget for Førertræning, FTU.
FTU er et af vores korps’ mest traditionsrige udvalg med et godt sammenhold, klare mål og mange forskellige opgaver. Frem til efteråret 2022 vil FTU arbejde på at afdække og afgrænse målgrupper samt teste og implementere nye træninger, der fører til udviklingen af korpsets nye træningssystem.
Vi er allerede i gang med at planlægge rammerne til en træning for spejdere i alderen 12-14 år, og vi søger dig med de gode ideer, masser af erfaring, og som har mod på afvikling af nye træninger.
“FTU er den bedste patrulje jeg har haft. Med medlemmer fra hele landet med forskellige spejderoplevelser- og talenter i bagagen, lærer vi altid af hinanden og alle kan bidrage til at lave spændende træninger!” (Line, FTU)
Opgaverne
Nogle af de opgaver som FTU løser er bl.a.:
- Rammesætning for træninger
- Udvikling og gennemførelse af nye initiativer inden for ledertræning
- Tæt samarbejde med træningsansvarlige
- Vedligehold af træningsmaterialer på Øksedal
- .. *Indsæt selv det DU synes er spændende*
FTU er den platform, hvor du kan få mulighed for at præge, hvordan vores korps skal udvikle sig, ved at forme uddannelsen for alle vores spejdere – både voksne, børn og unge. Som medlem af FTU får du altså mulighed for at styrke korpset på lige præcis det område, som du synes er interessant.
Lyder det som noget for dig?
Så skynd dig at sende en mail til udvikling@dbs.dk med et kort skriv om, hvorfor du kunne tænke dig at være en del af FTU. Hvis du har spørgsmål til arbejdet som udvalgsmedlem, udpegningsprocessen eller andet, er du også velkommen til at skrive på ovenstående mail.
Praktisk – om processen
Som medlem af FTU er du udpeget af Korpsrådet for en periode frem til efteråret 2022.
For at komme i betragtning, skal motivationen være modtaget senest d. 26. juni 2021 på ovenstående mail. Hurtigst muligt efter deadlinen, giver Korpsrådet individuel besked til alle ansøgere.