Endnu en vellykket førertræning på Øksedal er overstået. Denne gang er det de 12-14-årige der har været afsted på PLET (Patrulje, Leg, Eventyr, Teamwork). Det var en weekend der bød på en masse magi, på store og små udfordringer, og ikke mindst nye venner.
Spejderne blev budt velkommen på lejeren fredag aften, hvor de blev præsenteret for temaet ”Magisk Fantasy” Her skulle de først igennem portalen der ledte til det magiske Øksedal akademi.
Efter en nat i Jesperhus, blev lørdagen brugt på at lave tryllestave, øve trylleformularer, lære at spå og alt det imens patruljen lærte hinanden bedre at kende og nye bånd blev dannet. Der blev også øvet spejderfærdigheder da der skulle graves bålplads og tændes bål til aftensmad.
Aftenen bød på lejrbål, der endte da det blev opdaget at tryllestavene var blevet stjålet og sidste opgave nu ventede – find tryllestavene og hæv forbandelsen, der har gjort staben onde.
Det krævede teamwork og snilde, men heldigvis kom alle patruljer igennem og kunne herefter få noget velfortjent søvn efter en lang dag.
Det var nogle trætte spejdere der igen søndag kunne vende hjemad med nye spejderoplevelser i rygsækken og forhåbentlig med smag for endnu mere!
Staben siger tak for en helt forrygende weekend, og vi ses forhåbentlig til PLET til efteråret 😀
I kan se flere billeder fra weekenden her