I weekenden d.25.-27.september var 27 børn, unge og voksne samlet i Filialen i Ganløse, for at deltage i korpsets træninger – PLET og LARM.
PLET-deltagerne skulle hjælpe Siri med at blive forenet med sin søster Iris, hvilket de gjorde ved, at klare havfolkets udfordringer, og hjælpe skov-feerne med at finde musikken igen.
Der blev klaret gåder, dilemmaer og fundet det vigtigste man kan gi’, med nisserne og julemanden. Med en god portion gåpåmod, en masse kilometer i benene og nissehuer så langt øjet rækker, kom LARM- og LARM extra deltagerne igennem en weekend med plads til både fysisk udfoldelse og seriøse debatter. Der havde været konkurrence og samarbejde. Friluftsliv og fællesskab. Seriøse diskussioner og komplet fjollede opgaver. Og masser af øjeblikke, hvor man nok lige måtte stoppe op og tænke: Hvorfor står jeg egentlig her med en kæphest?
Men det er måske netop det, der gør en spejderweekend til noget særligt. Man ved aldrig helt, hvad der kommer til at ske. Man ved bare, at man kommer til at opleve det sammen med andre.