![article](https://baptistspejder.dk/wp-content/uploads/2024/04/20240414080553_IMG_2242-1024x683.jpg)
Foto: Astrid Melkær Andersen
Året der vendte alt på hovedet
Kære venner. Normalt når vi skriver årsberetning, er det en udfordring, at den ikke skal ligne den fra året før, da vi som spejdere normalt har en ret forudsigelig plan for vores aktiviteter i løbet af året. 2020 må man sige var året hvor plejer blev kastet overbord. Så denne gang er årsberetningen delt op i hvordan vi startede året og hvordan det udviklede sig, da verden gik i stå.
Hvordan startede året
Vi startede med, at planlægge et program som både rummede genkendelige ting og store ting for 2020: Dialogdag, Brownsea, Førerstævne på Ungdomsøen, Centerlejr på Øksedal, Rolandlejr og Joti. Derudover planlagde alle kredse og divisioner deres ugentlige møder, weekender og andre events for året.
Roland og Førertræning
Allerede inden verden ændrede sig, ændrede vores planer sig dog. Vi havde lige nået at afholde Dialogdag i Vejle, hvor vi for første gang var samlet et sted frem for på to regionale steder, da vi kort efter nåede til den konklusion, at der var for få tilmeldte til at lave en Rolandtræning. Det var årets første forhindring, hvor vi blev nødt til at tænke alternativt. I forsøget på at sikre en Rolandlejr, blev der arbejdet på at få kurset udbudt som et KFUM Roland kursus, men af forskellige årsager lykkedes det ikke at få det sat op på en måde så det fungerede, og Rolandlejren endte desværre med at blive aflyst. En god ting kom der ud af det, og det var at Korpsrådet og Udvalget for Førertræning fik talt om muligheder for fremtidige træninger og behovet for at re-tænke hele førertræningssystemet. På trods af en aflyst Rolandtræning, var det skønt at se at det lykkedes at samle en god flok spejdere til Brownsealejr i efterårsferien.
Da verden gik i stå
Den helt store begivenhed for året blev desværre ikke Centerlejr eller Førerstævnet på Ungdomsøen. Det blev i stedet at alle i korpset på et øjeblik skulle gentænke hele måden at arbejde på. Pludselig skulle virtuelle fællesskaber og -aktiviteter tage over for vante metoder. Samtidigt fik Korpsrådet meget travlt med at indsamle oplysninger omkring retningslinjer og tage stilling til de planlagte arrangementer. Det var alt sammen store opgaver, der også resulterede i store ændringer.
Ændringer af arrangementer
Det stod hurtigt klart at situationen var temmelig uforudsigelig og at det var vanskelig at forudsigelse hvordan de gældende restriktioner ville udforme sig. Derfor blev der tidligt taget nogle væsentlige beslutninger: Udskyde Førerstævnet med to måneder, udskyde Brownseatræningen til efteråret samt udskyde Centerlejren til 2021. Alle ting krævede mange svære overvejelser, da det både havde indflydelse på medlemsdemokratiet og muligheden for at dyrke fællesskabet mellem kredsene og spejdere. Men det var utroligt dejligt at opleve, at alle gik ind i opgaverne og løse de udfordringer som opstod. Der var virkeligt et stærkt sammenhold om at få tingene til at fungere, selvom det ikke nødvendigvis var til en løsning man helst så. Herfra skal der derfor lyde en stor tak til alle som har bidraget til samtaler, diskussioner og løsninger på håndteringen af alle de nødvendige ændringer.
Nye måde at gøre ting på
Ud over det stærke fællesskab blev stærkere i takt med at vi skulle have tingene til at fungere, kom der også noget andet godt ud af situationen. Der blev lavet online aktiviteter, vi afprøvede decentrale samlinger til Førerstævnet, der blev delt erfaringer på tværs af kredse og kredsene tog også et stort ansvar for at finde alternative løsninger til sommerlejre og aktiviteter. Også korpsets 90 års jubilæum blev fejret, på trods af vi ikke kunne samles. Dog må man sige, at teknikken her ikke helt var med, og at det var en større udfordring end ventet at få delt jubilæumsoplevelsen på tværs af sommerlejre.
Ikke alt blev vendt på hovedet
Der var også nogle ting som rent faktisk blev gennemført næsten som planlagt. Korpsets nye programstof kom ud og det blev også til nogle workshops ude i nogle kredse i løbet af året, dog desværre meget færre end planlagt grundet restriktionerne. Men det lykkedes at få KFUM spejdernes programstof ”Paletten” gjort til korpsets eget, ved at både se på hvilke ting der skulle lægges til, samt oversætte de ting som er anderledes i vores sammenhæng. Dejligt at korpset dermed både kan glæde sig over nyt programstof her 20 år efter at Mærkebogen blev lanceret og dejligt, at se hvordan korpset med godt samarbejde kan udnytte andre spejderkorps erfaringer og gøre det til vores eget.
Det der kommer nu
Korpsets strategi udløber i 2021, og dermed er det tid til at evaluere på de sidste 4 års arbejde med områderne Familiefællesskaber, Friluftsliv og Samarbejde. Korpsrådet mener, at det stadigt er dybt aktuelle områder at arbejde med, så derfor lægger vi op til at fortsætte med strategien fremadrettet også. Vi har nu et nyt programstof som rammer det rigtigt godt, vi har set at mange kredse arbejder aktivt med at udvikle sig inden for disse områder og vi har set en medlemsfremgang. Men hvordan kan vi fortsætte denne rejse på den bedste måde? Det vil blive det centrale i debatten på dette og næste års Førerstævne så vi sammen kan sikre, at vi giver styrke til at gøre en forskel, både for den enkelte spejder og for hele fællesskabet i DBS.
Tak til alle
Der skal lyde et stort tak til alle for den ekstraordinære indsats der er blevet lagt i 2020. Det kræver sin spejder ikke blot at flage med vores motto “Vær Beredt”, men faktisk at leve op til det. Det har vi, om nogen, som korps bevist i det seneste år. Tilmed vil vi gerne benytte muligheden for at takke de udvalgsmedlemmer og korpsrådsmedlemmer som i løbet af 2020 er gået på pension, selvom vi nu tænker på det som en tidsubestemt orlov. Tak for jeres bidrag til at gøre vores korps bedre og bidrage til, at vi fortsat er en bevægelse, der aldrig går i stå. Fra Korpsrådet får I (et virtuelt) spejder-klap.
På Korpsrådets vegne
Jakob og Mikkel
Spejderchefer