
Førerstævnet afholdes en gang årligt jf. vedtægternes § 12. Førerstævnet er korpsets øverste myndighed. Førerstævnet indkaldes af Korpsrådet gennem Korpsnyt, og det skal være bekendtgjort senest to måneder før Førerstævnet med angivelse af dato og tidsramme.
Dagsorden for Førerstævnets forretningsmøde og fremsatte forslag, der skal til behandling på Førerstævnet, skal være offentliggjort senest tre uger før Førerstævnet.
Indkaldelse til Førerstævne og dagsorden for forretningsmødet udarbejdes af Korpsrådet.
Dagsordenen for forretningsmødet skal som minimum indeholde følgende punkter:
A. Konstituering (valg af dirigenter, referenter, stemmeudvalg m.v.)
B. Korpsets beretning, forelæggelse og debat.
C. Godkendelse af regnskab.
D. Valg.
E. Behandling af indkomne forslag.
F. Forelæggelse og godkendelse af budget, herunder fastsættelse af korpskontingent.
G. Næste Førerstævne.
Førerstævnets forretningsmøde ledes af en eller flere dirigenter, der vælges efter indstilling fra Korpsrådet. Dirigenterne er forretningsmødets højeste myndighed og skal lede forretningsmødet i henhold til den godkendte dagsorden.
Dirigenterne alene er beføjet til at træffe beslutninger om forretningsmødets afvikling og afstemningsprocedurer, samt sikre at forretningsmødet afvikles i god ro og orden.
Referenterne vælges af forretningsmødet efter indstilling fra Korpsrådet. Referatet skal underskrives af Spejderchef, Vicespejderchef, Korpsrådsformand og dirigenter og skal offentliggøres snarest muligt efter Førerstævnet til korpsets medlemmer.
Referatet betragtes som godkendt af Korpsrådet, såfremt der senest en måned efter offentliggørelsen ikke er indsendt indsigelser til Korpsrådets formand. Eventuelle tvivlsspørgsmål afgøres af Korpsrådet på førstkommende møde og offentliggøres umiddelbart derefter.
Stemmeudvalget vælges efter forslag fra forretningsmødet. Såfremt der kun foreslås det antal kandidater, der skal vælges, er disse automatisk valgt. Korpskassereren er formand for stemmeudvalget.
Beretningen skal være offentliggjort forud for Førerstævnet og skal indeholde en bred orientering om arbejdet i det forløbne år. Beretningen skal efter at være forelagt til debat godkendes af Førerstævnet.
Ved Førerstævnets konstituering meddeles navne på hidtil opstillede kandidater. Yderligere kandidater vil kunne anmeldes indtil lørdag kl. 12.00 til en af forretningsmødets dirigenter. Tilsagn fra den/de opstillede kandidater skal indhentes af opstilleren.
Valget foregår skriftligt, og valg opnås ved almindelig stemmeflerhed blandt de opstillede kandidater.
Korpsrådet følger korpsets økonomi og er overfor Førerstævnet ansvarlig for, at korpsets midler anvendes i henhold til det godkendte budget.
Regnskabet skal godkendes af Førerstævnet.
Korpsrådet fremlægger forslag til budget for de kommende to år til Førerstævnets godkendelse.
Ændringer eller tilføjelser til denne forretningsorden kan kun ske, når et flertal blandt Førerstævnets stemmeberettigede deltagere stemmer herfor.
Denne forretningsorden er gældende for Førerstævnets forretningsmøde, indtil eventuelle ændringer eller ny forretningsorden er godkendt af Førerstævnets forretningsmøde
Indstilles til vedtagelse på Førerstævnet på Houens Odde Kursus- og Oplevelsescenter d. 30. april 2022.