
Som spejdere er vi vant til at vi tager de udfordringer som møder os på vejen som en opgave der skal løses. Men nogle gange vælger vi også at tage udfordringer op, som vi bare ikke kan lade være med at løse, selvom andre måske siger at det er umuligt. Sådan var det for 10 år siden, da alle spejderkorps i Danmark valgte at gå sammen om et projekt med at lave Middelgrundsfortet i Øresund om til Ungdomsøen.
Udfordringen var nok lidt mere skør end hvad man normalt kaster sig ud i, for det at overtage en kunstig ø i Øresund, som mildest talt var i dårlig stand, for så at gøre det til sted for ungdommen i Danmark, havde ingen prøvet før. Men det viste sig, at det kunne lade sig gøre ved at løfte i flok mellem alle spejderkorps og få skabt en ø som er helt unik.
Jeg var selv med til at give et lille bidrag i den helt indledende øvelse, idet jeg var med i en fantastisk patrulje som lavede visionen for øen. Og her i starten af april var vi samlet igen for at mødes på øen og fejre at det nu er et levende sted for ungdommen og at vi som spejdere har været med til at løfte det til hvad det er i dag.
Som en ung sagde på dagen. Øen blev bygget som militært forsvar for København for over 100 år siden, men er i dag blevet et sted som er et forsvar mod ensomhed, for fællesskabet og for at engagere sig i samfundet.
Så det er på alle måder skønt at se hvordan fællesskabet af alle spejderkorps har været med til at rykke verden mod at være et lidt bedre sted, ved at turde tage en stor (måske endda næsten umulig) udfordring op og så vise at det kan lade sig gøre når man rykker i fællesskab.
Mikkel Nilsson
Herlevspejderne
