Så er ungdomslederne faldet på plads i Rwanda! Yegos ungdomsledere, Rebecca og Louise har skrevet om deres oplevelser fra den første måned i Rwanda. 

Vi har nu været her i en måned, og er faldet godt til her i Kigali. De første ti dage gik med at lære Amina og Noheri (de to rwandiske ungdomsledere) at kende, da de ikke fik muligheden for at komme til Danmark som planlagt. De første ti dage var fyldt med workshops, samtale om arbejdsmåder og kommunikation for, at vi kunne få et fælles grundlag at arbejde ud fra. Vi boede alle fire sammen på guest house i disse dage, hvor vi fik rig mulighed for at komme tættere ind på livet af hinanden og italesætte de kulturelle forskelle, der er tydelige at se. Den forskellige opvækst og baggrund blev tydelig for os, da Amina fortæller, at hendes far lige nu afsoner en 19 -årig dom efter folkemordet. Landets historie fik vi også italesat sammen, da vi besøgte mindesmærket for folkemordet i 1994, og hvor vi var i stand til at få stillet de spørgsmål, som vi brændte inde med.

For en måned siden gik vi byen forvirret rundt med to mennesker, vi kun lige havde mødt. Nu begynder vores hverdag lige så stille at tage form, og vi er ved at få gang i vores faste rutiner, hvor alting ikke er lige så forvirrende – men stadig uvant. En almindelig dagligdag foregår på AEBR’s kontor. Her møder vi ind for at planlægge aktiviteter, bogføre vores udgifter og rapportere tilbage til Danmark.

Første møde med de enlige mødre

I sidste uge blev der afholdt en tre dages lang træning for halvdelen af projektets enlige mødre. Der var i alt 64 kvinder med deres børn samlet på kontoret, hvor der blev undervist i at være en god forælder, køn og kønsroller og juridiske rettigheder. Det var berigende og meningsfyldt endelig at få ansigt på kvinderne. Vi fik indblik i, hvordan deres situation er meget udfordrende, og derigennem hvor vigtig og givende denne træning var for dem.

Kun 3 ud af de 64 kvinder havde påbegyndt secondary school (svarende til de ældste klasser i folkeskolen). Derfor var undervisningen også basal og fokuseret på enkle budskaber:

• Man skal elske sit barn
• Man skal afgive afkald og sætte barnet først
• Mænd og kvinder er lige og kan løse de samme opgaver
• Man må ikke yde vold mod sit barn eller andre
• Dit barn har samme rettigheder som andre borgere, da de er også mennesker

Kvinderne mødte op med store forventninger til træningen. Nogle af deres forventninger var:

1. Få viden og evner til at respektere og beskytte sig selv
2. Få flere kræfter og opnå viden om god opførsel
3. Lære at sige nej til prostitution trods fattigdom
4. Hjælp til at være sig selv
5. Hjælp til at komme tættere på Gud
6. Være i stand til at bede om tilgivelse

Netop tilgivelse er en af de ting, der fyldte meget hos kvinderne. Kun 5 ud af de 64 kvinder havde gået til deres familie for at spørge om tilgivelse. Efter familierne havde fundet ud af, at deres døtre var gravide, er de blevet udstødt af familien. Lige præcis derfor kæmper mange af dem med et anstrengt familieforhold, og det at stå på egne ben i en tidlig alder.

Vigtigheden af tilgivelse og det åbenlyse råb om hjælp derigennem var tydelig at mærke hos kvinderne. Dette skridt var noget mange af kvinderne ikke havde taget/var klar til, da det kræver stor selvanerkendelse og en stærk person at spørge om tilgivelse til folk, der har vendt en ryggen, når man havde mest brug for dem.

Entusiasmen var stor hos kvinderne, da de blev undervist i deres juridiske rettigheder. Det kom tydeligt frem, hvordan de ikke var klar over, at de havde disse rettigheder. Efter undervisningen sagde en mor, at hun havde lært, at hun ikke måtte yde vold mod sin søn, selvom hun skammede sig over ham. En anden mor fortalte, at hun nu var klar over, at ingen mennesker havde ret til at slå hendes barn, selvom nogle påstår, at de har ret til det på grund af omstændighederne barnet er født under.

Vi tager i den kommende tid ud for at besøge nogle af disse kvinder, hvor vi har god tid til at snakke med dem. Vi glæder os meget til at høre mere om deres historie, hvordan projektet har hjulpet dem, og hvad vi kan gøre for at hjælpe dem yderligere.