I 1961 flyttede korpsets kontor fra København til Ålborg, hvor det har befundet sig siden, og i 1961 indviedes den første murstensbygning på Øksedal, hvor man hidtil havde klaret sig med en stråhytte og en gammel barak. Samme sommer løb endnu 2 korpslejre af stabelen, “Nybygger-lejrene”. På lejrpladsernes indretning og lejrarbejdernes kvalitet, på hele funktionen på lejren kunne man se, at førertræningslejrene ikke havde været afholdt forgæves.

Da Det danske Baptistsamfund i 1964 fejrede 125-året for den første baptistmenigheds stif telse, afsløredes i Lersøparken i København en mindesten, rejst af førere i Danske Baptisters Spejderkorps, til minde om den lille kreds af mennesker, som trodsede lov og øvrighed og lod sig døbe netop her for 125 år siden.

I 1965 lykkedes det efter mange tilløb at få en rigtig skandinavisk baptistspejderlejr i Sverige, Illernlejren. Meget var anderledes, end vi var vant til, men der er ingen tvivl om, at vi fik lært meget om samarbejde på Illern.

Ved førerstævnet 1967 ønskede H. C. Barkan ikke længere at fortsætte som korpschef. Med H. C.’s afgang var en epoke i korpsenes historie slut. Ingen har som han været med til at bygge korpsene op, knytte dem sammen som en helhed og bevare det nære forhold til Det danske Baptistsamfund. Ved samme førerstævne vedtog man en grundlovsændring, der gik ud på, at hvert korps for fremtiden skulle vælge en spejderchef, hvis arbejde skulle være mere udadvendt og repræsentativt, mens korpsrådet valgte en korpsrådsformand, som havde til opgave at lede korpsrådets arbejde og sørge for, at beslutninger blev realiseret.
Da drengespejderne skulle vælge spejderchef, fik Sven Toldam, København, langt de fleste stemmer, men i en overgangsperiode på 1 år indvilligede korpsrådets nyvalgte formand Ib Bagge Nielsen i at fungere som drengespejderchef, hvorefter Sven Toldam tiltrådte i 1968. Samme år måtte korpset tage afsked med Ernst Borges, der gennem årene havde haft mange og store opgaver i begge korps, eksempelvis depotbestyrer, korpssekretær, redaktør og korpskasserer, opgaver han altid havde vist både vilje og evne til at løse på bedste måde.

Gennem 15 år – fra 1953 – havde korpsene ikke haft nogen heltidsansat sekretær, men i 1968 viste der sig en mulighed for igen at få en rejsesekretær ansat, idet Peer Albin Kristiansen, Odense, i en 2-årig periode var villig til at arbejde for korpsene. En af de ting, som Peer satte i gang, og som på længere sigt fik stor betydning i korpsene, var “Betænkning fra fremtidsudvalget”, hvor 4-delingen og nye arbejdsmetoder i spejderarbejdet blev fremlagt, ideer som langsomt, men sikkert har ændret korpsenes arbejde og struktur, uden at man derfor forlod det bedste i det bestående.