Efterskolen har sat spejder på pause

23.10

Hvad sker der, når en spejder tager på efterskole, og hvorfor stopper så mange teenagere med at være spejdere? Få Bibi fra Oures bud her.

oprettet af webredaktion

Efter 10 år som spejder, og med en ugentlig deltagelse i spejdermøder og arrangementer, mærker man tydeligt, når al ens tid lige pludselig bliver brugt på efterskole.

Jeg hedder Bibi, jeg er 16 år og i de sidste 10 har jeg været spejder. Jeg er nu så gammel, at jeg går på efterskole, og det er der mange andre, der også er, der i blandt en masse spejdere.

Når man vælger efterskole, siger man ja til at komme et sted, hvor man er 24 timer i døgnet. I starten føltes det lidt som en spejderlejr, men efter et par uger opdagede jeg, at det her kommer til at vare et helt år, og at det bliver bare ”lidt” anderledes end en spejderlejr (Hvilket nok også er meget godt, i forhold til antallet af bade om ugen på en spejderlejr).

Udover, at efterskolen er fantastisk, tager den desværre tid fra spejder, men jeg opdager det ikke før jeg bliver mindet om det udefra. Efterskolen er, for mig, en lille verden, hvor jeg knap nok kan forstå, at der foregår noget udenfor skolens grænser.

Jeg har mødt og snakket med mange på skolen om spejder, og det jeg høre fra dem er, at de stoppede til spejder, da de begyndte på efterskole. Jeg troede det kunne være på grund af den manglende tid og overskud. Næ, det er fordi, her ved 15-17 års alderen, bliver vi stillet over for et valg til spejder (og nok især ved os, fordi vi er et så lille korps)….

Dette valg er ikke noget, kun jeg har oplevet, men også samtlige andre spejdere på min egen alder, som jeg har snakket med det om.

Vil du være fører for de små/for de store? Vil du tage kursuser og/eller undervise andre? Eller vil du være adventurespejder? Grunden til, at dem jeg snakkede med stoppede som spejdere, var at de manglede muligheden for bare at være en spejder, som de altid havde været det. 

En spejder der kom og deltog i aktiviteterne til møderne, og en der bare tog afsted på lejr med sin patrulje og sin rygsæk. 

Efterhånden har jeg mødt mange på min alder både fra vores korps og andre korps, der manglede den mulighed, og så gav efterskolen dem den perfekte grund til at stoppe.

Jeg synes, det er ærgerligt.

Jeg har dog aldrig været i tvivl om, hvor vidt jeg skulle stoppe eller ej. Jeg skal selvfølgelig blive ved, for der er så mange ting om spejderbevægelsen, som jeg ikke kender til endnu, og så mange ting jeg kan være med til at skabe.

Men efterskolen fylder meget - nærmere bestemt 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen, så efterskolen har sat spejder på pause, men om 8 måneder har jeg i sinde at trykke play igen.