dbs.dk fylder 20 år

10.01

"Vi skal også have en webside..." var den fremsynede melding fra korpsrådet i juni 1996. Og allerede den 10. januar 1997 var vi klar med korpsets første webside.

Den 30. april 1993 frigav CERN (European Organization for Nuclear Research) protokollerne til World Wide Web (www) til gratis brug. Og i løbet af 1994 nærmest eksploderede internettet med et væld af web-sider. Indtil da havde kun et fåtal websteder haft adgang til de særlige protokoller, der gjorde det muligt at konstruere grafiske brugerflader. Det er svært at forestille sig i dag, at internettet for kun 25 år siden bestod af tekst, tekst og endnu mere tekst!

 

Hos baptistspejderne var korpsrådet blevet inspireret af bl.a. FDF'ernes "BLÅnet" - et forum, hvor det var muligt at udveksle information og debattere emner i såkaldte diskussionsgrupper - ordnet efter emne. På korpsrådsmødet i juni 1996 diskuterede man emnet på initiativ af bl.a. Knud-Erik KYT Hansen, mangeårig formand for Internationalt udvalg og divisionschef i Limford Division. Sammen med Peter Toldam, divisionschef i København, fik KYT "fyret op" under korpsrådet, der anbefalede, at PR-udvalget arbejdede videre med ideen. Der var ikke mange af "korpsrødderne", der vidste, hvad det handlede om - for i 1996 var det langtfra alle, der havde internetadgang!

 

I løbet af efteråret 1996 fik vi etableret både et udvalg, købt domænet dbs.dk den 6. november og indgået en aftale med firmaet DANBBS om hosting af en webside. Yderligere blev der indgået aftale om, at vi kunne have et antal af de eftertragtede(!) e-mailadresser @dbs.dk. E-mailadresserne var i første omgang forbeholdt de spejdere, der købte adgang til internettet gennem "DBSpidernet": Baptistspejdernes svar på teleselskabernes monopol! I 1996 koblede man sig op mod en server med et modem og kom på den måde på nettet via hjemmets telefonlinje. Det hele foregik meget manuelt og man var kun "på nettet" så længe lommepengene rakte. For de fleste var prisen 10-15 øre i minuttet! Vi kunne ikke tilbyde lavere minuttakst, men abonnementet hos DBSspidernet var... gratis!!

 

Den 10. januar 1997 havde Heine Grünewald Larsen, Aalborg 1. & 2., fået "strikket" en hjemmeside sammen: Som det ses på billedet var den ikke særlig køn - men den virkede! Og vi kom faktisk online før mindst et af de store korps - det styrkede selvtilliden i udvalget! En af Heines største udfordringer var i øvrigt at lave et trekantet "tørklæde" i hjørnet af forsiden.  :-)

 

Allerede i 1999 fik vi vores egen server - først i Jens-Peter Bylunds soveværelse i Hjørring(!) og senere på korpskontoret i Aalborg. Da serverparken var størst stod der hele fem servere og brummede på lageret.  Selv om vi i dag er begyndt at "outsource" vores "services" findes både webserveren og e-mail-serveren til @dbs.dk stadig på korpskontoret - ikke længere forbundet til nettet med modem og kobberledninger men med den nyeste fiberteknologi.

 

Nogle gange, når aftenen blev til nat i korpskontorets baglokale og serveren stadig ikke ville starte, er vi nogle, der har tænkt over om BP virkelig havde ret, da han sagde: "A Scout is never taken by surprise; he knows exactly what to do when anything unexpected happens." Men som ved alt andet spejderarbejde bliver surt slid altid belønnet med de største oplevelser og de bedste venskaber.

 

Henrik Andersen
KomIT