"Børn med handicap i Rwanda har brug for hjælp – og det skal være nu!"

05.06

"I Rwanda er det ikke så let at leve med et handicap. Man bliver gemt væk eller efterladt af sine nærmeste familie" fortæller Kirstine Heby efter sin rejse til Rwanda med Spejderhjælpen.

oprettet af webredaktion

I Rwanda er det ikke så let at leve med et handicap. Man bliver gemt væk eller efterladt af sine nærmeste familie. Børn med handicap i Rwanda har brug for hjælp – og det skal være nu! Det er derfor, Spejderhjælpen har været med til at starte projektet "Uddannelse for alle".

 

Hej alle baptistspejdere i Danmark.

Mit navn er Kirstine. Jeg er fra Holbæk- og Regstrupspejderne og i marts måned var jeg i Rwanda med Spejderhjælpen, Danske Handicaporganisationer og 4 andre fantastiske unge spejdere fra de andre korps i Danmark. Vi tog en tur derned for at opleve projektet – og for at lære mere om det, så vi kan fortælle om det herhjemme i Danmark.

Det var en super fed tur – og meget lærerig. Jeg har mødt tonsvis af lærere som er blevet uddannet gennem projektet. Efter projektet er blevet opstartet (i 2016) er antallet af børn med handicap i de forskellige modelskoler steget betydeligt og i betragtning af, at det er målet, er det meget godt gået. Projektet arbejder med ’Gaver der gavner’ så deres arbejde består hovedsageligt i at involvere frivillige og uddanne lærere.

I Rwanda er det ikke så let at leve med et handicap, og man vil som forælder gerne gemme sit barn væk, hvis man skulle være så uheldig, at barnet har et handicap. Jeg mødte bl.a. en dreng ved navn Chris. Chris havde albinisme, og faren forlod familien, da han blev født. Han bor i dag hos sin bedstemor og selvom det jo er en super trist historie, kom Chris i skole efter at projektet var sat i sving og han klarer sig super godt. Både socialt og fagligt.

Projektet hjælper børn med handicap – som ellers ville have svært ved at komme i skole, med at gøre netop det. Projektet arbejder med at nedbryde den stigmatisering der er i Rwanda omkring dét at have et handicap. Dette gør de blandt andet ved at involvere frivillige i projektet, som skal forsøge at finde frem til de familier, der har børn med handicap, der ikke går i skole, og oplyse forældrene om, at det rent faktisk er muligt for deres børn at gå i skole. I Chris’ tilfælde var det bedstemoren der blev kontaktet. Chris bor hos sin mormor og hun indvilligede hurtigt i at sende Chris i skole, men sådan er det ikke i alle tilfælde. For mange er det stadig et stort tabu at have et barn med handicap, så der er fortsat brug for en stor indsats på området.

Ud over at promovere arbejder projektet også på at få uddannet lærere til bedre at kunne tage sig af børn med handicap og inddrage dem i undervisningen. Dette gør at modelskolerne der er blevet ’eksperimenteret’ med også er mere interesserede i at inddrage børnene med handicap.  
Jeg har lært så meget under min rejse til Rwanda og jeg vil i sandhed aldrig glemme det.

 

Med fast venstre, Kirstine.