8 Baptistspejdere på besøg i Rwanda

23.08

Yego afholdt i juli deres 3. studietur til Rwanda, hvor unge danskere får lov til at se de projekter, som baptistspejderne er en del af. Her kan du læse om turen.

oprettet af Webredaktionen

I de to første uger af juli sendte Yego 8 baptistspejdere og unge fra BBU på studietur til Rwanda. Formålet var at vise dem den rwandiske kultur og give dem et indblik i, hvordan Yegos projekter har hjulpet de lokale rwandere, og derudover at skabe relationer mellem de rwandiske og danske unge.

“Vi mødte forskellige ungdomsledere, som har været en del af Yegos projekter. Vi snakkede bl.a. med en ungdomsgruppe, som gennem Yegos projekt havde lært selv at tage ansvar for deres udvikling. Det havde de bl.a. gjort ved selv at lave mursten, som de kunne sælge,” fortæller Lise, der var med i Rwanda.

I løbet af de 14 dage i Rwanda fik deltagerne også brug for deres spejdererfaringer, da de skulle på hike fra Giseniy til Chimbiri. En tur der burde være 20 km, men som blev lidt længere.

“Vi gik på et tidspunkt forkert, vi ved endnu ikke hvor eller hvordan, så vi endte med at gå cirka 35 km. På turen fik vi følgeskab flere gange undervejs. Både børn og voksne syntes, at vi var interessante og hjalp os i den rigtige retning.“ siger Lise.

De 8 unge fik også mulighed for at møde nogle af de unge, enlige mødre, som har været en del af Yegos seneste projekter.

“Opdelt i små grupper brugte vi en dag sammen med en enlig mor, som gennem Yegos projekt er blevet hjulpet til en bedre hverdag. Vi hjalp med at lave mad og gøre rent i deres små hjem. Og så legede vi selvfølgelig også med børnene. Vi gjorde det for at forsøge at forstå deres udgangspunkt og hvordan deres hverdag er langt fra vores – samtidig med at se lighederne, som er det Yego også fokuserer på,” fortæller Lise.

Efter nogle dage hjemme i Danmark er alle deltagerne enige om, at turen har været en oplevelse for livet – og flere af dem drømmer om at komme tilbage.

Yego er et samarbejde mellem Danske Baptisters Spejderkorps og Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund, som hjælper og støtter den rwandiske lokalbefolkning gennem forskellige projekter.