Det med Gud

  • Gudstjeneste i lejrkirken på Øksedal

    Hvordan hænger det sammen?

    Danske Baptisters Spejderkorps er en arbejdsgren under Baptistkirken i Danmark, som er et anerkendt trossamfund – og en frikirke. Hvis du vil vide mere om Baptistkirken så tjek www.baptistkirken.dk.

     

    Kan man være baptistspejder uden at være baptist?

    Selvfølgelig kan man det! Spejderarbejdet er åbent for alle børn og unge – og langt de fleste børn, der i tidens løb har været spejdere i Danske Baptisters Spejderkorps, er kommet fra hjem udenfor Baptistkirken. Heldigvis – ellers  ville det blive alt for kedeligt at være baptistspejder!

     

    Hvad siger baptister om Bibelen?
    Baptister har altid anset hele Bibelen med beretningerne om Jesus i centrum som den afgørende kilde, når det gælder kristen tro og liv. Vi søger på den måde at undgå fastlåsning og begrænsning af Bibelens budskab. I stedet er vi åbne for den indsigt og forståelse, som hver eneste kristen kan få, ved at læse Bibelen med et åbent sind. Derfor er baptister også tilbageholdende over for faste formuleringer af f.eks. trosbekendelser, selv om de fleste baptister nok vil mene, at de klassiske kristne trosbekendelser giver et dækkende udtryk for den kristne tros indhold.


    Hvad siger baptister om dåb?
    Baptisterne ser dåben som en håndgribelig og fysisk bekræftelse på Guds kærlighed til det enkelte menneske, og som det enkelte menneskes synlige svar på Guds tiltale.
    Kun mennesker, der selv ønsker det, bliver døbt, og baggrunden er altså ønsket om at modtage Guds velsignelse og om at bekende sin tro og taknemmelighed over for Gud og mennesker på denne måde. Dåben foretages efter Det nye Testamentes forbillede ved neddykkelse i et stort bassin, hvorved billedsproget kommer fuldt ud til sin ret – at dåben er som en begravelse af ”det gamle jeg” med efterfølgende opstandelse af ”det nye jeg”. Hermed understreges det, at dåben betegner begyndelsen på et nyt liv levet på Guds kærligheds grund med Jesus Kristus som frelser og forbillede.

     

    Hvordan fejrer baptister nadver?
    Når baptister fejrer nadver, er det for at gøre det, der skete på Jesu tid, nærværende i dag. Derved understreges også fællesskabet, fordi alle i menigheden er lige i deres forhold til Jesus og deres afhængighed af ham. Ved nadverfejringen læses en bibeltekst om nadverens indstiftelse, hvorefter et ganske almindeligt brød brydes i småstykker og deles ud til menigheden, som bliver siddende under hele nadveren. Der bedes takkebøn, og vin eller saft i små bægre deles ligeledes ud. Alle, der tror på Jesus Kristus, kan deltage uanset hvilket kirkesamfund, de kommer fra. I de fleste menigheder deltager børnene også i nadveren.
    Kilde: www.baptistkirken.dk