Det gør vi

  • Spejderne er klar til at forsvare slottet

    På siden "Hvad er spejder?" kan du læse, at spejderaktiviteterne tager udgangspunkt i friluftsliv, patruljeliv, "Learning by doing" og symbolske eventyrrammer.

     

    Men hvilke aktiviteter laver vi så med børnene?
    Det findes der ikke et enkelt svar på! Men vi bestræber os på at finde aktiviteter, der udfordrer det enkelte barn. og aktiviteter, hvor det enkelte barn lærer nyt og udvikler sig.


    Aktiviteter for de mindste

    Når vi skriver, at vi bruger "symbolske eventyrrammer" betyder det f.eks. at de mindste spejdere tager på lejr med "Robin Hood" som tema. Alle aktiviteterne tager udgangspunkt i "Robin Hood"-eventyruniverset: De voksne er klædt ud som riddere, skønne kvinder, tapre skovens mænd og fæstebønder og børnene er med til at stege vildsvin(!) over bål. Vi bygger hytter skoven og drager til Nottingham for at slås med sheriffens mænd... Måske skal spejderne på løb i aftenmørket sammen med deres fører for at stjæle guldet fra den onde Prins John.

    Adventure Race 2015 - en udfordring til krop og sjæl

    Aktiviteter for de største

    De største spejdere tager på Adventure Race, hvor de gennem 2 døgn bliver udfordret på krop og sjæl: Med et minimum af søvn og mad skal patruljen samarbejde om at løse krævende opgaver til vands, til lands og i luften. Mere end 20 udfordringer møder spejderne, der selv må vælge, om de har mod til at tage imod udfordringerne. Man bliver ikke "stemt hjem" for at sige "nej tak" til en udfordring: Hvorfor skulle man det? Det gælder jo netop om at finde og erkende sine egne grænser. 

     

    "Spejdermetoden"
    Vi plejer at sige, at vi bruger "spejdermetoden" sammen med børn og unge. Vi møder børnene og de unge med et program, hvor læring er indbygget i aktiviteterne og hvor ord som praktisk, udendørs, lejrliv, naturen, hike, vandretur indgår i spejdernes beskrivelse af oplevelserne.

     

    Patruljen
    - er enheden hvor spejderne lærer om sammenhold og lærer at respektere hinanden. De erfarer hvad medbestemmelse betyder og at respekt og ansvar for hinanden er nødvendigt for at få patruljen til at fungere. I patruljen lærer børn og unge af andre børn og unge. Hvor førerne er de store rollemodeller for de mindste, bliver spejderne rollemodeller for hinanden, når de bliver ældre. I patruljen knyttes venskaber som for manges vedkommende varer hele livet.


    Uniformen
    Selv om spejderuniformen ofte er blevet gjort til grin bruger vi den alligevel. Engang var det tanken, at den fælles uniform var med til at udligne sociale forskelle. Sådan er det måske stadig, men i højere grad er uniformen i dag med til at give spejderne identitet. Man kan se, at vi er spejdere - og det er vi faktisk lidt stolte af!